Udgivet den 13. februar 2019

De slesvigske spørgsmål er i fokus på årsmødet 27. april

Alle er velkomne til årsmødet i Historisk Samfund for Sønderjylland, lørdag den 27. april 2019 kl. 13 på Jaruplund Højskole, Lundweg 2, 24976 Handewitt, Tyskland. Årsmødet for medlemmer af Historisk Samfund indledes nemlig med et foredrag ved tidligere generalkonsul, dr.phil. Henrik Becker-Christensen. Han fortæller om:

Det slesvigske spørgsmål på Fredskonferencen og i Versaillesfreden januar-juni 1919.


Det slesvigske grænsespørgsmål blev afgjort som en del af fredsslutningen mellem de allierede og Tyskland efter Første Verdenskrig. Fredskonferencen mødtes i Paris i januar 1919.

Foredraget vil handle om konferencens håndtering af det slesvigske spørgsmål. Det vil bl.a. komme ind på forelæggelsen af den danske regerings ønsker over for konferencens timandsråd og arbejdet i den belgisk-danske kommission, den slesvigsk-danske delegations modtagelse og Dannevirkebevægelsens lobbyarbejde for en sydligere grænse.

Foredraget vil også belyse de slesvigske artikler i Versaillesfreden af 28. juni 1919.

Billedtekst: I marts 1919 sendtes en dansk-slesvigsk delegation til fredskonferencen i Paris. Fra venstre ses: Andreas Grau<https://www.graenseforeningen.dk/leksikon/g/4028>, Nis Nissen, Emil Glückstadt, H.D. Kloppenborg-Skrumsager<https://www.graenseforeningen.dk/leksikon/k/4058>, H.P. Hanssen<https://www.graenseforeningen.dk/leksikon/h/4040>, Niels Neergaard<https://www.graenseforeningen.dk/leksikon/n/4098>, Alexander Foss, C.V. Bramsnæs, P. Munch<https://www.graenseforeningen.dk/leksikon/m/4094> og H.N. Andersen. Bag de to sidste ses sekretæren Helm Petersen. Foto i Museum Sønderjylland - ISL.

 

Generalforsamling

Efter foredrag og spørgsmål er der kaffepause. Derefter holdes generalforsamling i Historisk Samfund for Sønderjylland med følgende dagsorden:

1.      Valg af dirigent
2.      Styrelsens beretning og godkendelse heraf
3.      Kassererens beretning og godkendelse heraf
4.      Fastsættelse af kontingentet for det kommende år
5.      Valg til styrelsen. På valg er Henrik Skov Kristensen, Carsten Porskrog Rasmussen, Henrik Posselt og Mette Pilgaard.
6.      Valg af revisorer. På valg er Jørn Andersen og Olaf Krag
7.      Indkomne forslag (skal være formanden i hænde senest 8 dage før mødet)
8.      Eventuelt

Efter generalforsamlingen vil der være rundvisning på Jaruplund Højskole.