Udgivet den 29. april 2017

Hans-Ole Mørk hædret for sit utrættelige frivillige arbejde

På årsmødet i dag i Haderslev sagde Hans-Ole Mørk efter mange års frivilligt arbejde i foreningen farvel. Nu skal andre ting tælle for hans og hustruens hverdag.

Formanden for Historisk Samfund for Sønderjylland, Hans Schultz Hansen udtrykte en uforbeholden tak og ros:

- Du har ydet en kæmpeindsats for foreningen, som medlem af pr-udvalget, som redaktør af medlemspjecer, som medlem af redaktionen af Sønderjyske Årbøger i en årrække, som forfatter til en fornem oversigt over årbøgernes indhold, som manden bag vores indstik, som frivillig på kontoret. Du har i den grad bidraget til at forbedre serviceniveauet i forhold til vores medlemmer og sikret stabilitet i vores administration. Vi vil savne dig for din bredt faglige indsats i mange år.

Heldigvis har du varslet os i rigtig god tid, at du stopper dit frivillige arbejde i Historisk Samfund. Vi er dig en stor tak skyldig. Du bliver svær at erstatte fuldt ud med dit dybe kendskab til forretningsgangen og til vores produktioner. Hjertelig tak for det hele på foreningens vegne.