Udgivet den 07. april 2019

Ny bog får hædersplads på kritikerliste i Weekendavisen

Weekendavisen bringer hver måned en top-ti over de bedste bøger anmeldt i Weekendavisen. Listen for marts er netop offentliggjort – med dr.phil Henrik Skov Kristensens bog Gerningsmænd eller ofre? placeret som den første.

De gode anmeldelser har præget udgivelsen, som Historisk Samfund for Sønderjylland står bag, og efter kun en måneds salg blev oplag nr. 2 bestilt og leveret, så bogen ikke risikerer at blive udsolgt.

På Alsion i Sønderborg summede det af liv fra morgenstunden den 22. marts. Så mange ville overvære Henrik Skov Kristensens forsvar for den filosofiske doktorgrad, at et ekstra lokale blev taget i brug. Og alligevel måtte mange gå forgæves. Aldrig har vi set en så stor tilstrømning, bemærkede dekanen fra Syddansk Universitet.

Syddansk Universitet havde antaget bøgerne Gerningsmænd eller ofre? fra 2019 udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland og Straffelejren fra 2011 som disputats til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Opponenterne stillede de skarpe spørgsmål, som et sådant forsvar kræver. Med to officielle opponenter og fire fremmødte, der meldte sig med bemærkninger og spørgsmål fra salen varede forsvaret i fem timer, før bedømmelsesudvalget efter votering meddelte, at forsvaret var godkendt. Henrik Skov Kristensen har titel af dr.phil. Tillykke!