Udgivet den 30. juni 2023

Vi søger ”maskinmester” m/k

Historisk Samfund for Sønderjylland er en historiefortællende forening med næsten 2000 medlemmer. De fleste bor i Sønderjylland, ca. 700 i det øvrige Danmark eller i udlandet. Vi har dejlige kontorlokaler og en fin lille bogbutik hos Rigsarkivet på Haderslevvej i Aabenraa.

Vi er en forening, der alene køres med frivillige kræfter, og nu har vi brug for en ny frivillig, en ”maskinmester” m/k, der bl.a. koordinerer arbejdet sammen med 8-10 andre frivillige. Den nuværende maskinmester har efter 15 år på kontoret besluttet, at tiden er inde til at trappe ned.

Har du lyst til at blive ”maskinmester” i Historisk Samfund – eller kender en, der har? I så fald kan vi tilbyde et bredt og meningsfyldt samarbejde med mennesker, som brænder for at fremme sansen for den særlige sønderjyske historie.

Vi har ikke lagt os fast på en bestemt profil, men det er en fordel, hvis du:

  • har et godt overblik og lyst til at koordinere,
  • værdsætter samarbejde og godt humør,
  • har let ved kundekontakt,
  • er dus med it,
  • har mulighed for at komme på kontoret en halv dag, undertiden to halve dage, om ugen og
  • bor i eller i nærheden af Aabenraa.

 

Afgørende er, at du har lyst til – på frivillig og ulønnet basis - at sætte dit præg på foreningens opgaver med at fremme den særlige sønderjyske historie.

Yderligere oplysninger kan fås ved en helt uforpligtende henvendelse til foreningens formand, forskningsleder Hans Schultz Hansen (tlf. 2240 4023, e-mail: hsh@sa.dk) eller foreningens nuværende maskinmester, Mogens Asmund (tlf. 4036 0939, e-mail: moas@post.tele.dk)

Vi kan sagtens finde ud af, hvornår du kan tiltræde og langsomt tage over efter en grundig introduktion.