Rødekro Lokalhistoriske forening og Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa kreds, inviterer til foredragsaften om Urneslægten fra området omkring Bjolderup, samt til en rundtur i Urneslægtens fodspor.
Foredrag:
Tid: Torsdag d. 10. april 2025 kl. 19.00
Sted: Rødekro Lokalhistoriske forening, Borgerhuset, Østergade 40 C, Rødekro.
Med udgangspunkt i Urneslægten og diverse fund langs Hærvejen vil museumsinspektør Anders Hartvig fra Museum Sønderjylland holde foredrag med følgende tema:
Området omkring Bjolderup var i ældre middelalder hjemsted for Urneslægten. Urneslægten var både en lokal og national toneangivende adelsslægt, der spillede en betydende rolle i samfundets udvikling. Foredraget vil med udgangspunkt i de seneste års arkæologiske udgravninger kombineret med historiske kilder belyse, hvorledes Urneslægten spillede en afgørende rolle i skabelsen af den bebyggelse, vi i dag ser i området omkring Bolderslev. Under foredraget vil Anders Hartvig også komme ind på andre ting og fund langs/nær ved hærvejen. Anders Hartvig er medforfatter til bogen Sønderjyske eliter, som er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Deltagelse i arrangementet er gratis, men af praktiske grunde skal vi bede om tilmelding på hjemmesiden hssdj.dk under arrangementer. Deltagerantallet er begrænset til 100. Tilmelding til foredraget starter den 1. februar 2025.
Rundtur i Urneslægtens fodspor:
Tid: Torsdag den 24. april 2025 kl. 17.00
Sted: Vi mødes ved Bjolderup Kirke, Bjolderupvej 68, Bolderslev.
Under turen til Urnehoved tingsted og Toldsted ved Hjordkær fortsætter Anders Hartvig fortællingen om Urneslægten og deres betydning for lokalområdet. Turen starter med, at vi kigger ind i Bjolderup kirke, og ser den ejendommelige gravsten, hvor runeindskriften fortæller, den er sat over Ketil Urne i starten af 1200-tallet. Vi vil drage i fodsporene på Urneslægten og se hvilken betydning og hvilke spor, de har efterladt sig i området omkring Bjolderup. Blandt andet besøger vi mindesmærket for Urnehoved tingsted. Tingstedet spillede en stor rolle for Slesvig og Danmark i ældre middelalder.
Turen foregår i egne biler og deltagelse i arrangementet er gratis, men af praktiske grunde skal vi bede om tilmelding på hjemmesiden hssdj.dk under arrangementer. Deltagerantallet er begrænset til 50. Tilmelding til turen starter den 1. februar 2025.
|