1.926 fotoplader af glas bevaret
Der er rige muligheder og masser af emner at forske i omkring Højers kulturarv, mener journalisten Volker Heesch. I Månedsskriftet i september har han skrevet om sin oldefars bror, fotografen Laurids Matthiesen, som var ophavsmand til en enestående samling på ikke færre end 18.926 glaspladenegativer med fotografier fra Højer og omegn. Selvom fotografen døde i 1966, blev den enestående samling først fundet på loftet, da datteren døde i 1985.
Samlingen lå efter hans død på loftet i hans hus, Storegade 8 i Højer, indtil de dukkede op ved datterens død i 1985. Samlingen blev herefter købt af Sparekassen Højer, som i 1986 overdrog den til Institut for Sønderjysk Lokalhistorie. Særligt interessante er de mange fotografier fra Højers glanstider som havneby med skibstrafik til Sild og med de to banegårde, Højer by og ‘Hoyer-Schleuse’.
Billeder af dampskibene fra Højer Sluse, foto fra spisevognen, som kom med ‘Schnellzug’ fra Hamborg til havnestationen, og mange optagelser fra Hotel Sylt understreger, at Laurids Matthiesen havde Højers opgangstider i fokus. Matthiesen arbejdede især i sit atelier, som var indrettet på 1. sal i butiksejendommen, som stadig ligger på hjørnet af Storegade og Mellemgade i Højer. Store vinduer mod nord sørgede for god belysning uden fare for forstyrrende sollys.
Laurids Matthiesens datter, pianisten og organisten Cathrine Matthiesen (1900-1985), fortalte, at hendes far arbejdede meget akkurat ved fremkaldelsen af billederne. Der gik ofte lang tid med retouchering, før han var tilfreds med resultatet. Slægtninge beskriver ham som et venligt og meget interessant menneske, skriver Volker Heesch bl.a. Og meget mere om de historiske billeder kan læses i Månedsskriftet nr. 6 udkommet i september og gratis sendt til medlemmerne.