Udgivet den 11. marts 2018

”Den sorte dag” skaber kø i København

Publikum ved Historiske Dage i Øksnehallen i København gæster gerne den sønderjyske stand. Læs også anmeldelserne.

 

 

De står i kø i København for at købe bogen om det værste slag for sønderjyder i Første Verdenskrig. Bogen ”Den sorte dag” udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland har fået så stor opmærksomhed, at bogen er den mest købte på foreningens stand lige inden for døren til Historiske Dage i Øksnehallen.

Der var så stor tilslutning til foredraget, som én af forfatterne, René Rasmussen, holdt på rød scene, at mange måtte stå op. Bogen handler om den dag i hele 1. verdenskrig, der kostede flest sønderjyder linet. Slaget stod ved Moulin den 6. juni 1915.

 

Efter foredraget stod mange i kø for at få bogen med hjem – på anbefaling af mange. Også af anmeldere, som de seneste par måneder har læst og kommenteret. Vi bringer uddrag:

”Fremragende beretning”

Erik Ingemann Sørensen i historie-online.dk:

Læseren bringes utroligt tæt på kampene. Vi er med i skyttegravene, i sommerheden, i mudderet, i kampene, i myrderierne. Uden at forfatterne på nogen måde svælger i død og ødelæggelse. De skriver nøgternt – ofte lader de kilderne tale for sig selv. Og de skriver godt de to forfattere. Bogen er gennemillustreret med både kort og fotografrier. Det hele er af så fin en kvalitet, at den virkelig kan varmt anbefales.

 

”Spændende bog”

Lars Neumann i Våbenhistorisk Tidsskrift Nr. 1, februar 2018:

Martin Bo Nørregård og René Rasmussen har skrevet en lille, meget spændende bog om den dag i 1915, da mere end 100 dansksindede sønderjyder mistede livet. Bogen er yderst levende skrevet. En spændende og absolut læseværdig bog. Den kan anbefales på det varmeste

 

”Køb anbefales”

Lektørudtalelse af Steffen Gordon Nielsen, Dansk BiblioteksCenter:

Spændende fortælling om det blodigste slag for de dansktalende sønderjyder under 1. verdenskrig. Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse. Køb anbefales.