Tidspunkt:
09-10-2025 kl. 15:00 - 16:00
Sted:
Rigsarkivet, Haderslevvej 45 Aabenraa
Arrangør:
Aabenraa kreds

Det slesvig-holstenske ridderskab – toppen af hertugdømmernes elite

Rigsarkivet i Aabenraa og Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa kreds inviterer til foredrag, hvor afdelingsleder Mikkel Leth Jespersen vil fokusere på 1500- og 1600-tallet, men også trække tråde både frem og tilbage i ridderskabets historie.

Det slesvig-holstenske ridderskab opstod i 1400-tallet som hertugdømmernes magtfulde adelselite og hertugernes nærmeste samarbejdspartnere. Det lykkedes ridderskabet at få tildelt en række politiske privilegier, som understøttede dets position. Det skulle bl.a. godkende nye regerende hertuger, det havde monopol på amtmandsposterne, og det havde sin egen domstol, landretten, og kunne derfor ikke dømmes ved almindelige herredsting. Efter Reformationen begyndte hertugerne at udfordre disse privilegier, og den kamp stod på langt ind i 1600-tallet. Ridderskabets særlige position handlede dog ikke kun om privilegier, men også om elitekultur og standsbevidsthed.

Deltagelse er gratis og kræver ingen tilmelding.