Tidspunkt:
11-09-2016 kl. 08:00 - 19:45
Sted:
Ditmarsken
Arrangør:
Historisk Samfund

Ditmarsken: bonderepublik og kålkammer. Søndagsudflugt

Ditmarsken i det sydvestligste Holsten er noget for sig. Tidligt udviklede området sig til en bonderepublik domineret af rige storbondeslægter. Gang på gang søgte greverne i Holsten og de danske konger at underlægge sig disse mulige skatteydere. Først i 1559 lykkedes det fyrsterne at betvinge storbønderne, og Ditmarsken blev delt mellem den danske konge og de andre hertuger. Men bonderepublikken fik stort set lov til at lev videre frem til 1800-årene. I dag fortæller slagmarker, rige bondegodser, kirker med enestående inventar og fine museer om dette særprægede samfund.

På udflugten lægger vi ud ved kirken i Lunden. Her er talrige gravkældre og mindesten minder om overklassen af magtfulde og rige slægtsklaner. Efter besøg i Wesselburen kører vi til Heide og opsøger byens gigantiske torv ved den store bykirke, samlingsstedet for landskabets aristokratiske parlament. Her satte ditmarskerne reformatoren Heinrich v. Zütphen på kætterbålet i 1524. Efter en solid middagsmad kører vi videre til Hemmingstedt, hvor ditmarskerne besejrede danskerkongen anno 1500. En interessant udstilling og mindesten fortæller om dette helligsted for de frie ditmarskeres selvforherligelse.

I Meldorf skal vi se landbrugsmuseet og "domkirken" præget af 1500-årenes rigdom. Efter byvandring i den velbevarede bykerne og kaffebord på Hotel Zur Linde tiltræder vi hjemturen.

Udflugten, der er forbeholdt medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland, ledes af Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen.

Tidspunkt: Søndag den 11. september 2016

Praktisk information: Afgang fra Haderslev, Hertug Hans Plads, kl. 8.00, fra Aabenraa, Folkehjem, kl. 8.30, og fra Kruså, ved Sydbank, kl. 9.00. Hjemkomst Kruså ca. kl. 18.45. Endelig tidsplan og mere udførligt program kommer senere.

Pris: 395 kr. pr. deltager, der indbefatter budtransport, middag, kaffe med kage, foredrag og entreer.

Turen er fuldtegnet via ventelisten til den tilsvarende tur i 2015.