Foredrag om kommunalreformen i 1970 og generalforsamling
Der er ikke mangel på reformer i Danmark. Men i Sønderborg kreds vil vi tage kommunalreformen i 1970 op. For et halvt århundrede siden udgjorde administrationen i en alsisk sognekommune fire-fem mennesker. Blot et årti senere fyldte den et nybygget rådhus, oftest i beton og glas. Der var fire af de dengang nye kommuner på Als: Nordborg, Augustenborg, Sydals og Sønderborg. Kommunalreformen i 1970 og væksten i velfærdsstaten - bistandslov, tekniske forvaltninger og kildeskat - skabte denne forandring. Sideløbende drøftede man ivrigt nærdemokrati, centralisering og borgernære løsninger. I dag er der kun én kommune på Als, men nærdemokrati, centralisering og borgernære løsninger er stadig højaktuelle emner i den offentlige debat. Sven-Erik Vad fra Egen gjorde hele turen med fra 1966 til 2007 som kommunal embedsmand, blandt andet som mangeårig vicekommunaldirektør i Augustenborg Kommune, og vil fortælle om sine oplevelser undervejs. 20, - kr. pr deltager med kaffe. Christian Bo Bojesen