Generalforsamling i Sønderborg kreds og foredrag v/ Henrik Skov Kristensen: "Gestapos fangelejre i Danmark"
Sønderborg kreds holder generalforsamling onsdag d. 2. marts kl. 19.30 – 21.00. Stedet er Frivillighedens hus i Sønderborg. Perlegade 50. Generalforsamling afholdes i følge vedtægter.
Henrik Skov Kristensen tidligere leder af Frøslev museum og forfatter til et utal af bøger vil indledningsvis holde foredrag.
Gestapos fangelejre i Danmark
Indespærring af politiske modstandere og racemæssigt ”mindreværdige” var et kendetegn for Nazityskland. Både i selve det tyske Rige og i det tyskbesatte Europa fandtes der en lang række lejre til formålet. I det besatte Danmark var Horserødlejren i Nordsjælland og den noget større Frøslevlejr i Sønderjylland de lokale danske udtryk for dette fænomen.
Den helt specielle besættelsespolitik i Danmark prægede dog på afgørende vis forholdene i de to lejre, som kun kan beskrives som lempelige i forhold til lejrene i de øvrige tyskbesatte lande. Danmark var på alle måder et særtilfælde, og de to lejre, hvor Horserød nærmest var en prolog til Frøslev, var selve spejlbilledet heraf.
Med baggrund i sin nye bog Gestapos fangelejre i Danmark. Horserød 1943-44, Frøslev 1944-45 fortæller forhv. museumschef, historiker dr. phil. Henrik Skov Kristensen om det tyske sikkerhedspolitis to fangelejre i Danmark.
Efter foredraget holdes generalforsamling.
Christian Bo Bojesen/Sønderborg kreds
...