Tidspunkt:
24-04-2017 kl. 19:00 - 21:20
Sted:
Rigsarkivet, Haderslevvej, Aabenraa
Arrangør:
Aabenraa kreds

Generalforsamling og foredrag

 

Generalforsamling i Aabenraa-kreds med dagsorden ifølge vedtægterne.

Forslag til dagsordenen skal være formanden Erling Madsen skriftligt i hænde senest søndag d. 16. april.

I forbindelse med generalforsamlingen vil arkivar ved Rigsarkivet i Aabenraa, Leif Hansen Nielsen, holde foredrag om de tyske flygtninge i Danmark.

Tyske flygtninge 1945-1948.

Med en af de største hære verden havde set, indledte Sovjetunionen i januar 1945 et stormløb mod den tyske østfront. Blot tre uger efter offensivens start stod de sovjetiske tropper umiddelbart foran Berlin. Nord for denne kile ind i hjertet af Det Tredje Rige stødte den sovjetiske hær op til Østersøen ved Elbingen og afskar dermed landforbindelsen for ca. 2,5 millioner rigstyskere, hvis eneste flugtvej nu gik over havet. Men også fra Vestpreussen og Pommern rejste der sig store flygtningestrømme, der drog vestpå foran de sovjetiske styrker. Omkring 245.000 af disse flygtninge kom til Danmark, heraf ca. 23.000 til Sønderjylland. I dette foredrag fortæller Leif Hansen Nielsen om modtagelsen, indkvarteringen og behandlingen af de tyske civile flygtninge i Sønderjylland, med særlig fokus på forholdene omkring Aabenraa.