Udgivet den 28. august 2022

Historisk Samfund 1922 – 19. december – 2022

100-årsjubilæet fejres med fest, foredragsrække og to nye bøger

 

Den 19. december 1922 blev Historisk Samfund for Sønderjylland stiftet på Folkehjem i Aabenraa. Den sønderjyske landsdel fik dermed sin egen historiske forening. Det har den haft lige siden – og det skal fejres. Det sker med en fest, en jubilæumsforedragsrække og to bogudgivelser.

1. Jubilæumsfesten

Historisk Samfunds 100-årsjubilæum skal naturligvis fejres det sted, hvor foreningen i sin tid blev grundlagt – på Folkehjem i Aabenraa. Det sker lørdag den 12. november 2022 fra kl. 15 til ca. 21.30. Se det spændende program for jubilæumsfesten, og hvordan du kan tilmelde dig her.

2. Jubilæumsforedrag: Det sønderjyske DNA gennem 100 år

I anledning af 100-årsjubilæet arrangerer Historisk Samfund for Sønderjylland i 2022/23 en foredragsrække om forskellige særtræk i landsdelens udvikling i de sidste hundrede år. Foredragsrækken følger dermed op på markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020 ved at fortælle om sønderjydernes historie i tiden, der fulgte. Vi skal se på tilpasningen til de almindelige danske forhold, men også på særtræk, som blev bevaret, og som måske ligger til grund for et særligt sønderjysk DNA? Foredragsrækken afvikles forskellige steder i landsdelen og i samarbejde med lokale partnere. Medlemmer såvel som ikke-medlemmer kan deltage. Læs mere om foredragsrækken i særskilt indstik og i hjemmesidens arrangementskalender.

3. En jubilæumsgave til alle medlemmer: Den nye bog Sønderjylland – en særlig historie

I anledning af jubilæet vil alle medlemmer få tilsendt Carsten Porskrog Rasmussens og Hans Schultz Hansens nye bog Sønderjylland – en særlig historie. Bogen, der udkommer lige op til efterårsferien, sammenfatter Sønderjyllands historie fra oldtiden til nutiden med fokus på den politiske udvikling. Nærmere information kommer senere.

4. Sans for sønderjysk historie - Historisk Samfund for Sønderjylland gennem 100 år

En historisk forening, der runder 100 år, skal naturligvis have sin jubilæumsbog, der skildrer dens historie. Derfor har Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen forfattet bogen Sans for sønderjysk historie. Historisk Samfund for Sønderjylland gennem 100 år. Her følges – med et tilbageblik på Sønderjyske Årbøger til 1889 – Historisk Samfunds udvikling siden grundlæggelsen og frem til i dag. Bogen udkommer i november 2022 op til jubilæumsfesten. Nærmere information kommer senere.