Udgivet den 20. oktober 2016

Historisk Samfund repræsenteret i præsidiet for Genforeningsjubilæet

Et præsidium på 15 er nedsat til at koordinere et samlet program for markeringen af 100 året for Genforeningen i 2020. Både regeringen, mindretallene på begge sider af landegrænsen, Historisk Samfund for Sønderjylland ved formand Hans Schultz Hansen, Grænseforeningen og ikke mindst regionen, kommunerne og erhvervslivet er repræsenteret.

Historisk Samfund for Sønderjyllands formand, Hans Schultz Hansen, er foreningens medlem af det præsidium, som er blevet nedsat for at sammensætte et program til markeringen af 100 året for Genforeningen i 2020. Præsidiet har holdt sit første møde og har som første opgave at ansætte en projektleder, som får kontor i Aabenraa, hvor borgmester Thomas Andresen har påtaget sig formandshvervet for præsidiet. Markeringerne begynder allerede i efteråret 2018, men sætter især deres præg på første halvår af 2020. 

Som den eneste faghistoriker i præsidiet ser Hans Schultz Hansen det særligt som sin opgave at bidrage med viden om begivenhederne i 1918-20 og om højtideligholdelsen af dem i eftertiden. Det er vigtigt, at 100-års jubilæet hviler på et solidt grundlag af troværdighed og tradition. Det udelukker på ingen måde, at jubilæet også får et både nutids- og fremtidsrettet præg, for det rummer begivenhederne dengang afgjort perspektiver til.

Med to millioner kroner går Region Syddanmark ind og bakker op om den store markering af genforeningen i 2020. I sit budget har regionsrådet afsat pengene til den skelsættende begivenhed, der markerer 100 året for fastsættelsen af den nuværende dansk-tyske landegrænse i 1920.

Præsidiet

Kim Andersen (V), udpeget af regeringen, tidligere MF.
Mette Bock, formand for Grænseforeningen, MF og medlem af Folketingets præsidium.
Stephanie Lose (V), regionsformand, Region Syddanmark.
Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand, Danfoss.
Borgmestrene Thomas Andresen (V), Aabenraa Kommune. H. P. Geil (V), Haderslev Kommune. Henrik Frandsen (V), Tønder Kommune. Erik Lauritzen (S), Sønderborg Kommune. Jørn Pedersen (V), Kolding Kommune. Egon Fræhr (V), Vejen Kommune. Johnny Søttrup (V), Esbjerg Kommune.
Jon Hardon Hansen, formanden for Sydslesvigsk Forening.
Hinrich Jürgensen, formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
Hans Schultz Hansen, formand for Historisk Samfund for Sønderjylland.
Jens Møller, formand for Museum Sønderjylland

Genforeningen - et forbillede
Thomas Andresen har påpeget, at genforeningen er blevet et forbillede for, hvordan mindretal kan leve fredeligt og positivt sammen. I vores urolige verden er det en model og et budskab, der stadig er meget aktuelt og som markeringen kan være med til at udbrede både nationalt og internationalt, mener præsidiets formand.

Tidligere folketingsmedlem Kim Andersen fra Venstre er af regeringen udpeget, og han har fremhævet, at jubilæet i 2020 er en national begivenhed, som er vigtig for regeringen. Det er en historisk markering, som har betydning for hele Danmark, og derfor bliver der også på statsligt niveau arbejdet med markeringen, siger han.

Tilbage i maj i år offentliggjorde Historisk Samfund for Sønderjylland, hvad foreningen er gået i gang med at forberede.