INFO: Årsmødet den 3. oktober
Alt tyder på, at vi kan gennemføre vores fra foråret udsatte årsmøde på lørdag. Corona-trykket er stabiliseret her midt i ugen, og arrangementet er 100 % på plads i henhold til myndighedernes retningslinjer.Mødet holdes på Folkehjem i Aabenraa – i Kongesalen, hvor afstandskravene til fulde kan efterleves. I programmet indgår portionsvis servering af kaffe og kage. Alle skal selvfølgelig udvise en adfærd, der bedst muligt hindrer smittespredning. Man skal således spritte af ved ankomsten og anvende mundbind inden døre på Folkehjem, når man ikke sidder på sin plads i salen. Og man skal naturligvis blive hjemme, hvis man har symptomer.Vi ser frem til et – trods omstændighederne – vellykket årsmøde, der starter kl. 13.00 med fhv. generalkonsul Henrik Becker-Christensens foredrag om sin tid som ”diplomat i grænselandet”. Efter kaffen afvikles det ordinære medlemsmøde/generalforsamlingen. Se mere om programmet og mødedagsordenen på Arrangementer her på hjemmesiden.