Information til Historisk Samfunds interessenter
Vi er her endnu, og vi beklager meget den situation, vores forening som alle andre foreninger er bragt i på grund af coronakrisen.Vi giver her en status for foreningens arbejde.
Sønderjysk Månedsskrift nr. 3 er næsten en måned forsinket. Det beklager vi selvfølgelig. Forsinkelsen skyldes problemer med at få det og det tilhørende informations-indstik lagt i kuverter. Nr. 3 udsendes nu til omdeling den 3. maj. Vi håber meget, at Sønderjysk Månedsskrift nr. 4 kan udkomme som planlagt primo juni.
Vores kontor og butik er lukket for offentligheden, for vi holder til på Rigsarkivet i Aabenraa, som af myndighederne er dikteret lukket indtil videre – foreløbig til 10. maj.
Men vi kan nås på vores mailadresse: hssdj@hssdj.dk. Har du spørgsmål eller vil bestille bøger, så kontakt os pr. mail eller via hjemmesiden – www.hssdj.dk.
Vi beklager også, at det har været nødvendigt at aflyse en række arrangementer i dette ellers tætbesatte genforenings-jubilæumsår. Det gælder ikke mindst vores årsmøde, som var planlagt til den 18. april. Hvornår det kan holdes, ved vi ikke. Når det bliver muligt, vil det ske med så langt varsel, at dato og sted kan meddeles både her på hjemmesiden og i et indstik, der sammen med månedsskriftet kommer ud til alle medlemmer.
Også 3-dages udflugten til hansestæder har måttet aflyses. Den håber vi at kunne gennemføre i 2021. Vi orienterer deltagerne direkte. Hvorvidt 1-dags udflugten til Ejdersted den 28. august bliver til noget, ved vi ikke. Vi håber. Men som tingene tegner, er det kun et spinkelt håb. Også Ejdersted-turen er i øvrigt overtegnet. De tilmeldte vil høre direkte fra os.
Der er usikkerhed omkring alle datosatte arrangementer. Vi ved ikke, hvornår de kan holdes.
Derfor er anbefalingen: Kig på vores hjemmeside www.hssdj.dk og følg med der.
De aflyste arrangementer og lukning af vores kontor og butik har besværliggjort salg af vores bøger. Men det er vigtigt at understrege, at der fortsat kan bestilles bøger. Der skal blot regnes med længere leveringstid end normalt.
Kig på hjemmesiden og klik på Butik. Vi tilbyder en masse bøger til meget favorable priser. Nogen af dem er tæt på udsolgt, så tøv ikke med at bestille.
Og…. her må der gerne hamstres.