Jubilæumsforedrag - Mads Sandemann: Fra mediekrig til forsoning i grænselandet
Dagbladene spillede i årtier en central rolle i den nationale sindelagskamp i det dansk-tyske grænseland. Det var i høj grad gennem aviserne, at man fra både tysk og dansk side agiterede for sine synspunkter og prøvede at mobilisere opbakning. Og det var ikke kun mellem dansk og tysk, at kampen stod. Der var i den dansksindede presse en bitter fejde både før og efter 1920 om grænsedragningen og især Flensborgs placering.
Også i mellemkrigstiden og under den tyske besættelse af Danmark var grænselandets aviser præget af de skarpe nationale skel og kampen mellem diktatur og demokrati.
Efterkrigstiden har derimod budt på en stadig stigende grad af national forsoning. Der er generelt blevet langt færre dagblade, og de, der er tilbage, har lagt fortidens stridigheder så meget på den historiske hylde, at de har vundet en europæisk mindretalspris for deres samarbejde.
Hele denne historie fortæller JydskeVestkystens chefredaktør, Mads Sandemann, om. Han er født i Aarhus i 1965, men har siden 1990 boet i Sønderjylland, hvor hans familie har dybe rødder. Onklen til Mads Sandemanns morfar var H.P. Hanssen, der ud over at være de dansksindede sønderjyders politiske førstemand også var redaktør på Heimdal, der var et af de mange dagblade, som siden er blevet til JydskeVestkysten.
Forredraget holdes på
JydskeVestkysten, Perlegade 53 1. sal, Sønderborg, onsdag den 8. februar 2023 kl. 19
og gentages på
Månen, Bispebroen 3 i Haderslev, torsdag den 16. marts 2023 kl. 19. Kaffe 20 kr.