Udgivet den 01. marts 2017

Når der er fare på færde, har vi særlige ceremonier

Har du lagt mærke til, hvordan kirkegårdene i disse år ændrer karakter, hvor man¬ge kommer i de ukendtes grav, og hvordan de digitale mindesteder opstår, først og fremmest på internet¬tet, men også på gravstene med en QR-kode, der åbner op for både billeder og videoer af afdøde. Jo. Minde-kulturen ændrer sig markant i disse år. Hør mere om dagligdagens kultur - den måde, vi har ritualer og fester ved fødsel, pubertet, bryllup og død, ved en foredragsrække fire tirsdage i marts.

 

Foredragsrækken kommer den sønderjyske landsdel rundt i marts, hvor temaet for foredragene er ”Fra vugge til grav”.

Den omhandler skikke og traditioner ved livets højtider før og nu og giver en lang række eksempler på samfundets forskellige måder at marke­re livets overgangsstadier. Og der bliver en klar sønderjysk vinkel på foredragene.

- For selvom et vugge-til-grav-liv i Sønderjylland i princippet ikke er forskelligt fra andre egne, har vi skikke og ritualer, der er anderledes, fordi vi er grænseland. En række skikke sydfra vandrer ind i Danmark via Sønderjylland. Nogen af skik­kene er stoppet her. Andre er kommet videre, fortæller tidl. museumsinspektør på Sønderborg Slot Inge Adriansen.

- Især inden for begravelsesskikke har det før i Sønderjylland været ret udbredt, at hele følget kastede en skovlfuld jord på kisten, så alle var med til at kaste graven til. Det var en tysk skik, der er praktiseret i Sønderjylland og ikke i resten af Dan­mark. Skikken med guldkonfirmation kommer sydfra og er her i Sønderjylland ret udbredt, men er også vandret op i Danmark.

Man har også skikke, man ikke kan sige, hvor er kommet fra. I Midtsønderjylland laver man dørkranse til konfirmationer, andre steder en halv krans over døren til kobberbryllupper.

De fire foredrag i marts – fra vugge til grav

Foredragsrækken arrangeres i fællesskab af Historisk Samfund for Sønderjylland og Museum Sønderjylland.

 

Tirsdag den 7. marts på Sønderborg Slot kl. 19.30:
Undfangelse, fødsel og dåb, kirkegangskoner og barselsstorke
Ved Inge Adriansen

 

Tirsdag den 14. marts i Tønder Museum kl. 19.30:
Kirkelig og borgerlig konfirmation, guldkonfirmationer, fødselsdage og pebertønderkværne
Ved Anne Marie Overgaard

Tirsdag den 21. marts på Rigsarkivet i Aabenraa kl. 19.30:
Polterabend, bryllupper, sølv- og guldkost, papirløse samliv og skilsmisser
Ved Inge Adriansen

Tirsdag den 28. marts i Arkæologi Haderslev kl. 19.30:
Død, begravelse, bisættelse og kirkegårdskultur
Ved Elsemarie Dam-Jensen