Udgivet den 02. februar 2022

Særdeles velskrevet grænselandshistorie

Begejstret ros fra tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock til bogen “Dansk kirke i Sydslesvig 1921-2021”


“Bogens titel er kedelig”, indleder tidligere kultur- og kirkeminister, nu sognepræst Mette Bock ret så bramfrit en fem siders lang anmeldelse af bogen Dansk kirke i Sydslesvig 1921-2021 i Grænseforeningens magasin Grænsen.

Men så vanker der ellers begejstret ros, for efter den kontante sætning hedder det straks “men ikke desto mindre er der tale om et særdeles velskrevet stykke grænselandshistorie. For kirkehistorie er også kulturhistorie, sproghistorie, institutionshistorie, politisk historie - og historien om samlivet mellem dansk og tysk i et grænseland”.

Mette Bock fremhæver, at bogen er skrevet med en veloplagt pen med sans for både styrker og svagheder. Historien fortælles ikke kun gennem den institutionelle udvikling, men gennem de mennesker, der har båret kirkens udvikling frem til i dag gennem engagement og vedholdenhed.

“Meget er blevet bedre og mere fredeligt. Men mange udfordringer er konstante og har rødder helt tilbage til de vanskelige år før etableringen af DKS k 1921”, hedder det i anmeldelsen, der konkluderer: “Dét fortælles levende i Lars N. Henningsens væsentlige bidrag til grænselandshistorie”.

Medlemmer af Historisk Samfund kan købe bogen for 128 kr. For ikke-medlemmer og i boghandlen er prisen 198 kr.

Den kan bestilles her på siden ved at klikke på Butik.