Historisk Samfund for Sønderjylland markerer i år 125-året for første årgang af Sønderjyske Årbøger i 1889 med en jubilæumsbog og 575 siders historier om Sønderjylland – i artikler og i anmeldelser af 17 andre bøger om Sønderjylland udgivet i år. Det er en af de største årbøger, der nogensinde er udkommet.

Jubilæumsudgaven er præget af årets jubilæer, især 150-året for 1864 og 100-året for Første Verdenskrigs udbrud, men også 200-året for de danske skolelove.

Der er 12 forfattere, som fører læserne vidt omkring

René Rasmussen giver et indblik i stemningsskiftene blandt Flensborgs danske-sindede indbyggere fra ængstelse og håb ved krigsudbruddet i januar 1864 til fortvivlelse og resignation i juni, da preussernes overgang til Als afgjorde krigen.

Mikkel Leth Jespersen fortæller, hvordan tabet af Slesvig og Holsten i 1864 betød et alvorligt knæk for tidens sønderjyske søfart på Kinakysten, hvor de slesvigske handelsskibe fra Aabenraa, Sønderborg og Flensborg fremført af sejl intet kunne stille op imod et moderne dampdrevet krigsskib fra Preussen.

Anders Hauge beskriver reaktioner og besværligheder ved at gennemføre de valg, der blev udskrevet dagen før krigsudbruddet i 1864 med valg til Rigsrådets folketing den 5. marts og valgene til Rigsrådets landsting den 29. marts. Forfatteren udfylder det hul, der især har været i historieskrivningen om Rigsrådet, om valgets forberedelser, gennemførelse og resultat – i krigens skygge i 1864.

Signe Frederiksen fører læserne ind i erindringer og fortolkninger af mindearrangementerne for 1864, som de kom til udtryk i medierne, f.eks. Politiken Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i deres omtale i mindeårene 1914, 1939, 1964 og 1989 samt genforeningsfesten, som blev holdt i skanserne på Dybbøl Banke den 11. juli i 1920.

Mogens Rostgaard Nissen afslører, at det faktisk var en fejl, når de lokale myndigheder ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 anholdt knap 300 dansksindede slesvigere og lukkede de dansksindede aviser i Nordslesvig i flere uger. Fangerne blev tvunget til at afstå fra at deltage i danske foreninger eller danske møder, og aviserne blev pålagt streng censur, da de atter fik lov at udkomme.

Jørgen Witte skriver om Aabenraas tilblivelse og alder og det ældste dokument overhovedet, som findes på det sønderjyske landsarkiv i Aabenraa, nemlig den såkaldte skrå fra 1335, som opfattes som købstadens dåbsattest fra dengang, bebyggelsen hed Opneraa.

Thomas Clausen giver et indblik i, hvordan mølleejerne i hertugdømmet Slesvig efter treårskrigen 1848-51 forholdt sig til, at landmændenes pligt til at lade kornet male hos en bestemt mølleejer blev ophævet og de tvangsmæssige arbejder, der knyttede sig til mølletvang også blev ophævet.

Erik Nørr benytter anledningen til i 200-året for de danske skolelove i 1814 og skoleloven for Slesvig og Holsten samme år til at belyse det hemmelige statstilskud til at bygge danske skoler i Sønderjylland og gennemføre folkeskoleloven i Sønderjylland i 1937-1970.

Merete Bo Thomsen fortæller i sin artikel om de danske og tyske reaktioner på det voldsomme bombardement af Flensborg den 19. maj 1943, da 82 blev dræbt og 121 såret. 24 dræbte tilhørte det danske mindretal, som arrangerede sin egen fælles begravelsesceremoni.

Hans Schultz Hansen belyser omfanget af det fænomen, at danskerne efter Anden Verdenskrig i begyndelsen tvivlede på det tyske mindretal, Bund Deutscher Nordschleswigers, loyalitetserklæring til den danske stat og nye bekendelse til 1920-grænsen og demokratiet, navnlig da man så personer med nazistisk fortid genindtage ledende poster i de nye organisationer

Erik Randel fortæller i en personlig historie fra sine drengeår om, hvordan han oplevede Besættelsen. Og det indtryk giver han i en artikel med overskriften ”De fem forbandede – og alligevel gode – år”. Erik Randel blev tvunget på ferie i Hobro i ugerne op til 9. april 1940, da faderen, redaktøren på Jydske Tidende, ringede og kort fortalte om Besættelsen. Og da gik det op for sønniken på otte, at han var på ferie i Hobro for at undgå faren for at skulle blive tysk statsborger.

Carl Christian Jessen fortæller om en mand, der kan skrive, fordi han har noget på hjerte. For det havde én af det sønderjyske landsarkivs flittigste forskere i den første periode, pastor em. Carsten Petersen. Han skrev levende om andre og kortfattet om sig selv i erindringer, der gengives i bogen.