Sønderjysk månedsskrift 2024

Nr. 8. 2024

Ved folkeafstemningen i 1920 stemte sønderjyderne sig hjem til Danmark. Men det var meget tæt på at ende med, at danskerne slet ikke ville have dem: Da danskerne i 1920 skulle stemme om en ny Grundlov, der indlemmede Sønderjylland i Kongeriget Danmark, blev den nemlig vedtaget med det snævrest mulige antal ja-stemmer. Hvordan det gik til. kan man læse om i Hans Schultz Hansens artikel om Sønderjyderne og grundlovene fra 1915 og 1920.

175-årsjubilæet for Danmarks Grundlov er også anledning til at se på de mange grundlove, som Sønderjylland ikke fik glæde af. Junigrundloven fra 1849 kom aldrig til at gælde for Sønderjylland, og det gjorde den slesvig-holstenske grundlov fra 1848 heller ikke, lige så lidt som de danske grundlove fra 1863 og 1915. Weimar-republikkens grundlov fra 1919 gjaldt kun meget kortvarigt, og først i 1920 fik Sønderjylland endelig en dansk og demokratisk grundlov. Det er Hans Schultz Hansen, der ser på Sønderjyllands lange vej mod demokrati.

I dette nummer kan man desuden læse om den sønderjyske hilsen ”mojn”. Hvor den kommer fra, hvordan opfattes hilsenen i Øst- og Vestsønderjylland og hvordan bør hilsenen rettelig staves: ”Mojn, møjn eller moin”? Det er Karen Margrethe Pedersen, der har undersøgt brugen af den sønderjyske hilsen, som til at begynde med blev anset for at være ”tysk” og bestemt ikke var velset i danske kredse.

Mindehøjtidelighederne på årsdagene for de markante slag i de slesvigske krige har skiftet karakter: Fra at tjene til national opbyggelse har de forandret sig til at tjene til mellemfolkelig, dansk-tysk forståelse. Carsten Porskrog Rasmussen ser på denne udvikling, der har været i gang længere, end man umiddelbart skulle tro. Det ser dog anderledes ud med mindehøjtidelighederne for 1. verdenskrig og besættelsen.

I Græneslandskronikken ser Poul Erik Thomsen på store og små begivenheder i sønderjysk historie, kultur og politik det seneste kvartal. Sommerens festivaler, DGI Sønderjylland flytter til Toftlund – og så begynder konturerne til næste års kommunale valgkamp at vise sig i horisonten.

Sønderjysk Månedsskrift indeholder desuden denne gang også omtaler af tre nye bøger og nyt om kommende begivenheder i Museum Sønderjylland.